Vores søgemaskiner har fundet en blog hvor at en tidligere elev redegør for de tanker som ligger bag hendes ophør på skolen. Den tidligere elev skriver i sit første blog indlæg:
Hjem fra Efterskolen og fustreret
Så er jeg hjemme fra min første uge som efterskoleelev og det er en blandet fornøjelse.
De sidste 14 dage har været noget rod. At skulle pakke alt ned og vælge det som er vigtigt for en for et helt skoleår er vanskeligt, meget vanskeligt.
Kors, hvor havde jeg mange diskussioner med mine forældre. De skulle slet ikke blande sig.
Men vi kom afsted og jeg fik mødt min værelseskammerat i person. Jeg havde talt med hende på nettet idet at der var en gruppe på nettet for skolens elever på denne årgang. Jeg vidste dog ikke at det er hende.
Der er heller ikke noget i vejen med hende. Det er ikke det. Jeg føler mig bare ikke godt tilpas ved at smide mig og mine følelser ud i et åbent forum. Jeg kender jo ikke disse piger. Jeg frygter at blive dømt på forhånd.
Vi fik prøvet alt muligt med forskellige aktiviteter hvor at vi skulle løse opgaver i grupper.
Det var sjovt. I det hele taget fik vi lavet en utrolig masse ting.
Men…
Hvornår er man alene? Hvornår kan man samle tankerne?
Skolen blev en ikke-ryger skole sidste år. Det er ikke noget problem for mig, da jeg aldrig har røget, men 2. års eleverne fortalte om at noget af det samvær som de er vant til og noget af det afsavn de så levende beskrev fik mig til at få lyst til at ryge, så jeg kunne få nerverne i ro.
Jeg er så forvirret. På den ene side er skolen fuld af oplevelser, men jeg føler at jeg skal udlevere for mig af mig selv for at kunne gå der.
Jeg har talt med mine forældre om at stoppe der og de har sagt at de vil støtte mig uanset hvad jeg beslutter, men at jeg skal tage beslutningen i løbet af næste uge så de kan nå at få mig ind i min gamle klasse uden at jeg mister for meget rent fagligt.
Hvad mener I?
Er det normalt at være forvirret efter den første uge?
Føler I at man skal give for mig af sig selv for at være en del af fællesskabet?
Hvad skal man sige til ovennævnte blog-indlæg?
Det er klart at et barn som måske er enebarn eller blot kommer fra en familie hvor at stilfærdige sysler kombineret med ro og rutiner kan blive forskrækket over at flytte ind på en efterskole hvor at der inde i den såkaldte efterskolebobble køres med 100 km/t. For de unge er det næsten en uoverskuelig opgave at hoppe på toget når deres værdier bliver udfordret. Her må man som forælder tænke over om ens værdier er rette. Er man ude at trit med samfundet? Er man en paria som har givet sit barn værktøjer af så dårlig kvalitet at det ikke kan indgå i et fællesskab?
Eller er det i virkeligheden det specielle fællesskab som er forkert på den og ens værdier som er gode nok? Er det fordi at de moralbegreber og de normer som man har givet sit barn er en naturlig sikkerhed imod at lave de forkerte valg som udløser denne hjemve.
Er der tale om det sidste så træk endelig barnet hjem, hvor hvordan skal det ikke blive hvis barnet kommer hjem med værdier som gør det vanskeligt fortsat at bo sammen.
Den tidligere elev skriver i sit næste blog indlæg:
Beskeden til mine forældre
Da jeg vågnede tidligt i morges vidste jeg at i dag skulle jeg give mine forældre en besked som ville få stor betydning for min fremtid.
Det har været en hård uge. Hver dag har jeg stået tidligt op for derefter at skulle løbe eller gå nogle kilometer før at jeg kunne tage to bidder af noget morgenmad jeg ikke kunne lide. Så er der skolen. Ny bøger som jeg ikke er vant til. Pauser med mennesker jeg ikke kender og som jeg ikke ved hvad jeg skal sige til. Mere skole helt ud på eftermiddagen.
Hvorfor valgte jeg dette? Hvordan kunne jeg tro at græsset ville være grønnere på den anden side af hækken? Jeg er jo stadig mig.
Maden er så anderledes end den vi spiser derhjemme. Jeg kan ikke få den ned. Endsige smage på den. Jeg har tabt mig to kilo denne uge selv om at jeg prøvede at drikke en masse. Da jeg kom hjem i går aftes spiste jeg så mig at jeg næsten ikke kunne sove på ondt i maven.
Min værelseskammerat har forstået at jeg gerne vil være lidt for mig selv. Hun er god nok inders inde, selvom jeg ikke kender hende. De fleste af aftenerne går med at se ud ud af vinduet imens at jeg tænker på min familie og mine venner.
Jeg var så lettet da vi langt om længe kunne rejse hjem fredag.
Mine forældre kunne se at den var galt da jeg kom hjem. Jeg kunne føle deres bekymring. Jeg ved at de respekterer mig for meget til at de ikke vil påvirke midt valg. De stoler på at de har klædt mig på til at jeg vælger det rigtige, så de har ikke sagt noget.
Så derfor føler jeg ikke at jeg skuffer dem, når jeg slutter dette indlæg og går ind for at fortælle dem at jeg vil stoppe på efterskolen.
Når barnet har truffet sit valg, så skal man huske på at vi trods alt lever i året 2013. Børn idag er oplyste. De har haft adgang til Internettet. De følger andre medier. Børn i den alder behøver ikke “at give det en chance”. Det vil kun trække pinen ud.
I den situation er der kun at få afregnet med skolen i en fart og så få meldt barnet ind i den lokale skole igen. Det handler om at gøre barnets valg til en positiv beslutning og ikke et nederlag. Barnet har vurderet sine kvaliteter og har fundet at de er bedre brugt hos familien og i det netværk barnet har været en del af hidtil. Støt barnet så oplevelsen ikke kommer til at sidde som en byrde fremover.
Kilder:
Den kritiske efterskoleblog 